Efteråret er et godt tidspunkt at sætte fuglekasser op. Fuglene bruger nemlig ikke bare redekasserne til familieforøgelse, men også som et lunt vinterhi. Til gengæld kvitterer de med at holde skadedyrene i ave til sommer.

 

En almindelig parcelhushave på 600-800 m² kan huse 15 – 20 ynglende fuglepar, men det kræver, at haven har en varieret beplantning med rig mulighed for at finde føde og vand. I vores velfriserede haver kan det imidlertid være svært for et fuglepar at finde en reddeplads, så hvis du vil gøre fuglene, naturen og dig selv en tjeneste, så sæt fuglehuse op i din have.

 

 

Fuglekasser kan købes færdiglavet, men du kan også sagtens selv lave dem. Og det kan endda være en rigtig god ide af flere grunde. De kunstfærdige redekasser, som butikkerne lokker med, er desværre i nogle tilfælde mere udtryk for menneskets boligdrømme, mens de er fuglenes mareridt. Småfuglene er ikke interesserede i at skilte med, hvor deres rede findes. Tværtimod.

 

Hvad der er mindst lige så vigtigt, når den kommende boligejer er en fugl, er at redekassens størrelse stemmer overens med fuglens størrelse. Ellers skal fuglen ligge med hoved og hale krænget bagover, for over hovedet at komme til at ruge på æggene. Pladsmanglen bliver kun endnu større, når ungerne kommer ud af æggene.

 

Så uanset om du vil bruge efterårsferien på selv at smække nogle fuglekasser sammen eller i stedet vil købe dem, så kig ind på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside. Her kan du nemlig finde et skema med oplysninger om redekassens størrelse, flyvehullets diameter og hvor højt kassen skal placeres for hver enkelt af de mest almindelige havefugle. Der er også skabeloner og vejledninger i, hvordan du selv laver fuglekasser.

 

Inspiration til din fuglekasse: